Kendetegn
Tragtkantarellen har en tør, lys okkerbrun hat med en diameter på ml 3-5 cm. Farven kan variere lidt i lysere eller mørkere nuancer. Hatten skråner let nedad mod midten, hvor der er hul som i en tragt. Stokken er således også hul og ofte fladtrykt. På undersiden har hatten, nedløbene, let gaflede ribber. Disse bliver mere og mere gaflede jo ældre svampen bliver. Undersiden af hatten er grålig og stilken er karrygul. Mærker man på stokken er det som at røre ved let kogt pasta! Højden bliver omkring 12 cm. Duften er let frugtig. .
Indsamling
Den begynder at dukke op i midten af september og man kan, afhængig af hvor mild vinteren er, være heldig at finde den frem til januar. Selv har jeg plukket den i januar.
Anvendelse
Tragtkantarel har en dejlig smag og er meget anvendelig. Tørsteges (hvis den er frisk) først på en pande med lidt salt, så den smider noget af væsken. Herefter tilsættes smør, peber og evt. et laurbærblad eller frisk timian – og af og til en sjat fløde. Og så op på et styk ristet brød.
Se også opskriften på svampepostej. Tryk på knappen nedenfor.
Rensning og tørring
Ved rensning af Tragtkantarel skal den flækkes på langs, så man sikrer sig, at der ikke gemmer sig jord eller dyr i den hule stok. Ellers er det en meget 'ren' svamp, som heller ikke angribes af snegle, larver og insekter. Tragtkantarellen er egnet til at tørre. 300 g svinder ved tørring ind til ca. 30 g. Ved anvendelse af den tørrede svamp skal den ligge i vand ca. et kvarters tid. I stedet for vand kan anvendes en eller anden form for vin.
Foto: Mette Maulitz