Strandens forskellige urter passer perfekt i disse friske ruller af rispapir og kan varieres på utallige måder. Jeg plejer at fylde rullerne med enten misodressing eller sort sesampasta. Ved servering kan man snildt lade gæsterne fylde deres egne ruller eller man kan servere dem færdigrullede.
Ingredienser til ca. 6 pers.
Blande strandurter f.eks.:
• Et par håndfulde strandmælde
• Et par håndfulde hvidmelet gåsefod
• En håndfuld strandsennep
• En håndfuld strandarve
• En håndfuld topskud af strandfladbælg
Evt. 2 store gulerødder
Evt. 2 forårsløg, hvis ikke man finder lidt strandløg
Evt. et bundt frisk koriand (hvis ikke man har tilgang til strandtrehage)
18 stk. rispapir (kan fås i flere dagligvarebutikker)
En lille portion risnudler
Misodressing
Ca. 1 dl. lys miso
Ca. 1/2 dl tahin
Ca. 2 spsk. peanutbutter
1 øko citron, saften
1 tsk. honning
Ca. 1 spsk. souya
1 presset fed hvidløg
1 stump frisk finthakket ingefær
Et stænk chilisauce
1 spsk. fishsauce
Evt. lidt koldt vand
Sort sesampasta
1 dl. sorte sesamfrø
Ca. 1 dl. olivenolie
Ca. 1 spsk. fishsauce
Knas af jordnødder
1 dl jordnødder uden skal
Fremgangsmåde (hvis hver især laver sin egen rulle)
Misodressingen
Start med at lave misodressingen, der sagtens kan laves en dag i forvejen. Alle ingredienserne til dressingen røres sammen så dressingen bliver lind og konsistencen er let flydende. Koncistencen kan justeres med lidt koldt vand. Dressingen smages til med evt. mere fishsauce, honning, soya eller citronsaft.
Sort sesampasta
Rist sesamfrøene på en varm pande til de dufter og olien trænger ud. Vend dem hele tiden. Kom dem i en morter og stød dem rimeligt fint. Kom de knuste sesamfrø i et glas eller skål og tilsæt olivenolie og fishsauce, rør rundt. Pastaen skal være let flydende, Tilsæt evt. mere olie eller fishsauce.
Rist herefter jordnødderne på en pande til de er gyldne og hak dem groft
Risrullerne
Alt det grønne skylles og arrangeres på et stort fad sammen med gullerødderne, der snittes i tændstikstynde stykker.og forårsløgene, der snittes i aflange stykker. Risnudlerne tilberedes efter anvisningen på posen og skæres i kortere stykker og kommes på et lille fad. Som oftest skal de overhældes med kogende vand og trække 10 min. tid.
Ved servering
Fyld et par flade skåle med vand. Disse er til at dyppe rispapiret i. Det tager ingen tid før end rispapiret bliver blødt og føjeligt. Lad fadet med det grønne gå rundt samt risnudlerne så man selv kan komme det ønskede fyld i. Kom en sjat dressing på samt lidt hakket koriand inden papiret forsigtigt rulles sammen. Drys til sidst med ristede jordnødder.